Svært at fotografere i stærkt modlys, som det første billede her på vej mod Rømø over dæmningen. Med lidt hjælp fra filtre i Lightroom og opretning af perspektivet i Photoshop lykkedes det at få et billede ud af det.
På forlandet uden for dæmningen græssede fårene, men desværre skyndte de sig at vende ryggen til mig, inden jeg nåede at få indstillet kameraet. Lyset var ret flot, og billedet blev perfekt belyst. Jeg bruger altid at kigge på histogrammet på displayet for at tjekke belysningen efterfølgende, i stedet for kun at se på selve motivet.
Det er et must, når man tager billeder af et landskab med lige horisont, at man også sørger for at den er HELT vandret. Der er ikke noget så irriterende for øjet, end når vandet er ved at løbe ud af den ene side af en ellers vellykket solnedgang over Vesterhavet. Jeg må tit rette horisonten et par grader i Lightroom, og har overvejet at købe en matskive til kameraet med grid. I det her billede ud over Sønderstrand på Rømø, kan det godt snyde optisk p.g.a. de skrå linier i himlen og høfden.
Jeg bryder mig ikke om at bruge højere ISO end 200, for det er svært at undgå at billedet bliver kornet. Her måtte jeg i skumringen nøjes med 400 ISO. Hvis du klikker videre til det store billede, kan du skimte de to lysende fyr på Sylt. Her fra Sønderstrand på Rømø ser det grangiveligt ud som om man kan gå hele vejen derover. Men der er nok en grund til at der sejler en færge ;)








